Søvnløse nætter

Jeg ligger ofte vågen. I mange timer - selvom jeg burde sove. Jeg frygter livet og drukner i bekymringer. Min dyne skiftevis kvæler mig og skærmer mig mod omverden. 

Klokken er elleve og i et ynkeligt forsøg på at finde ro, genkalder jeg mig de mange yogatimer, jeg modvilligt tog del i i 8. klasse. Jeg tvinger min puls i jorden gennem vejrtrækningsøvelser, men min krop er spændt som en flitsbue. Muskler sitrer og en konstant summen runger i min øregang. Sekunderne bliver til minutter og minutterne til timer. Jeg giver op. 

Klokken er tolv og efter en times nedstirren af mit intetsigende hvide loft, overgiver jeg mig til tankemylderet. Usammenhængende tanker hærger mit slidte sind. Filer på min tålmodighed som en folkeskoleelev under "fri leg" i sløjd. 

Klokken er et og jeg har for tredje gang gennemgået den foregående dag systematisk, kun med øje for de ting jeg gjort forkert. Skånselsløst tvinger jeg mig selv til at gennemleve mine værste øjeblikke igen og igen. 

Klokken er to og jeg ransager desperat mit sind for distraktioner. 

Klokken er tre og hele min krop ryster af vrede. Jeg vil så gerne lukke mine øjne og forsvinde ned i søvnens dyb, men min hjerne forbyder mig den frihed. Jeg kan ikke engang sove om natten - jeg hjemsøger mig selv. 

Klokken er fire og jeg kan høre fuglene kvidre hånligt uden for mit vindue. Endnu en nat spildt på mit lave selvværd. Min udpinte krop skriger efter hvile, og jeg mærker hvordan hver og en af mine celler modarbejder mit ubrugelige sind. 

Klokken er fem og jeg overvejer med tårer i øjenkrogen den kommende dags farer. Alene tanken om at tage i skole, får det til at løbe mig koldt ned af ryggen. 

Klokken er seks og min mors vækkeur ringer nådesløst. En sløv knirken fra naboværelset afslører at min mor er vågnet. Mit værelse oplyses af den grå morgenhimmel. Endnu en dag uden sol. 

Klokken er syv og min mor hvæser "Stå nu op!" for 8. gang på en time. "Gå tidligere i seng" siger hun bedrevidende. Jeg samtykker bekræftende og kravler ud fra den hule jeg kalder mit værelse. Med slæbende skridt forcerer en usynligt kraft mig ud i samfundet igen. Jeg kæmper ikke engang imod mere.

Kære læser

Jeg bilder mig selv ind at nogen faktisk læser det jeg skriver. At dette ikke bare er et sort hul, hjemsøgt af en deprimeret teenager. Jeg vil ikke være kendt, eller leve af at blogge. Jeg føler mig bare så frygteligt svag når jeg  taler med folk om hvordan jeg har det. Når jeg skriver her, føler jeg mig ikke halvt så sårbar og det er nok den eneste grund til at jeg malker mit indre for følelser og fingermaler dem på det lærred jeg kalder min "blog".
Er du derude kære læser. Er du bare en rest af min fantasi eller er du mere virkelig end jeg tør håbe.

Løgne

Når problemet er sandheden. Mere specifikt, udeblivelse af denne.
Jeg lyver rigtig meget. Min far spørger om hvordan det går og jeg svarer "Fint. Det går fint." Jeg ved ikke om han lægger mærke til den skingre klang i min stemme eller om han bare ignorerer den. Han siger altid at jeg er "så hård". Jeg ved ikke hvad han mener. Men cephidestjerner pulserer, så det er også bare ligemeget.
Jeg var ikke i skole idag. Jeg stod op gjorde mig klar og 2 minutter før jeg skulle ud af døren stod jeg med min taske i hånden og så mig selv i spejlet. Nej. Bare nej. Al energien sev ud af mig som en punkteret ballon og jeg gik op i køkkenet og spiste halvdelen af køleskabsindholdet. Jeg spiser når jeg er stresset. Jeg spiser når jeg er ked af det. Jeg spiser når jeg frustreret. Jeg blev ved med at bilde mig selv ind at jeg bare ville tage afsted lidt senere og når det næste modul. Efter en time med dårlig samvittighed kom jeg til at se mig i spejlet igen. 1. 2. 3. Jeg tog ikke i skole. Jeg lagde mig på sofaen og bildte mig selv ind at det hele nok skulle gå og at en lille smule fravær nok kunne gå. Men det går ikke. Jeg havde også en øv dag i sidste uge. og i forrige uge. Jeg har 3 afleveringer der ikke er blevet afleveret og min far spørger om jeg har det godt. Hvorfor jeg ikke ringer oftere til ham. "Du er så hård" siger han. Jeg griner og siger at jeg ikke ved hvad han mener og spørger straks om hvordan det gik med den koncert han skulle til.
Jeg lyver for alle og fremfor alle, mig selv. Jeg får en dårlig karakter i en aflevering og bilder mig selv ind at jeg i virkeligheden fik 10. Nu har jeg glemt hvad jeg egentlig fik. Nå ja, jeg fik jo 10 -eller noget.

Dårlige dage

Når problemet er dårlige dage. Mere specifikt, når de dårlige styrer mit liv.

Jeg havde en dårlig dag igår og var derfor ikke i skole. Når jeg ikke er i skole spørger folk efter mig og skriver til mig. Som regel har jeg det så skidt med mig selv at jeg ikke engang kan tage stilling til hvilken "hvid løgn" jeg skal skrive på som fraværsgrund. Som regel skriver jeg bare sygdom. Næste skridt er så dagen derpå. Nu skal jeg tage mig sammen og deltage og alt det der. Det er så utroligt drænende og nu ligger jeg her, i min seng, efter en lang dag og har det skidt med mig selv. 

Jeg har ikke rigtig spist idag og regner heller ikke med at gøre det de kommende dage.

Jeg burde tage mig sammen.

Om at elske sig selv

Når problemet er at elske sig selv. Mere specifikt, når man ikke elsker sig selv.
Idag fik jeg en besked fra en fyr. Jeg kender ham af navn men ikke mere end det. Efter at have skrevet et par timer siger han at han godt kan lide mig. Jeg tænker straks "Ha, nej! - hvad tænker han dog på? Han siger det sikkert bare for at være venlig..". Vi skriver frem og tilbage og han sender mig et billede af sig selv i bar overkrop. At sige han var flot er en grov underdrivelse. Den første tanke der slår mig er: "Har han set min profil? Skriver han til mig ved en fejl? Hvad sker der her? Han kan da umuligt synes jeg er attraktiv!" og sådan fortsætter det ellers. Vi snakker om alt og intet, og pludselig er klokken 3 om natten og jeg skal op og i skole næste dag. Jeg indrømmer gerne at tanken om ham giver mig et sug i maven. Men det er ikke kun et rart sug, det er også den der nagende følelse af at jeg bliver snydt, at der er noget jeg ikke ved.
Jeg kender da også et par af hans ekskærester; billedskønne, tændstiktynde og tatoverede. Jeg er ingen af delene. Pludselig føler jeg en ubærlig trang til at gøre noget ud af mig selv. Tabe mig bare for at han vil synes om mig.
Jeg er bange for at det hele er en syg joke, at det er løgn, at jeg er til grin.
Jeg er endnu mere bange for at det er ægte, for hvordan skal han kunne lide mig, når jeg ikke engang kan kigge mig selv i et spejl.
Hvad hvis jeg ikke er god nok?

Gymnasiet

Når problemet er gymnasiet. Mere specifikt, mangel på deltagelse i denne.
Jeg har ofte svært ved at komme ud ad sengen. Jeg kan ligge i flere timer og stirre op i loftet, for alt er bedre end at tage i skole.
Det er ikke fordi jeg har svært ved undervisingen, tværtimod. Jeg får gode karakterer når jeg faktisk møder op. Jeg har svært ved at tage i skole, fordi jeg ved at folk kigger på mig. De kigger på mig og taler om mig. Når sengen vinder og jeg pjækker fra en uoverskuelig skoledag, er det som om en kæmpe byrde er blevet løftet fra mine skuldre.
Dagen efter er som regel endnu værre, for nu skal jeg forsvare hvorfor jeg ikke var i skole dagen før. Folk kigger på mig og taler om mig og spørger om hvorfor jeg ikke kom i skole. Pludselig har jeg ikke været i skole i en uge og bare tanken om at tage derhen får mig til at ryste.
Jeg er dårlig til at lave mine lektier og deltage i undervisningen.
Jeg er dårlig til at gå i skole.

Selvmordstanker

Når problemet er selvmordstanker. Mere specifikt, frygt for disse.
Jeg tænker ofte på hvordan det er at dø. Jeg har ofte lyst til at dø, og det gør mig virkelig bange. Jeg overvejer ofte hvordan jeg vil dø, hvilket egentlig er en meget beroligende tanke, sært nok. Jeg ville aldrig tage en overdosis af piller. Jeg ville aldrig hoppe ud fra en høj bygning. Jeg ville måske hoppe ud foran et tog. Jeg ville helt sikkert gå ud foran en bil.
Jeg har et sært forhold til at køre bil. Jeg kan godt lide at køre bil, men ikke alene. Når jeg er alene tænker jeg på alle de måder jeg kunne køre galt. Når jeg kører på broer forestiller jeg mig alle de måder jeg kunne køre ud over broen og styrte ned i dybet. Når jeg kører med 120 km/t på motorvejen kan jeg mærke hvordan det gibber i mig, hvordan jeg ligepludselig får en næsten ustyrlig lyst til hamre bremsen i bund eller dreje skarpt på rettet.
Jeg er bange for at jeg en dag ikke kan styre det.