Om at elske sig selv

Når problemet er at elske sig selv. Mere specifikt, når man ikke elsker sig selv.
Idag fik jeg en besked fra en fyr. Jeg kender ham af navn men ikke mere end det. Efter at have skrevet et par timer siger han at han godt kan lide mig. Jeg tænker straks "Ha, nej! - hvad tænker han dog på? Han siger det sikkert bare for at være venlig..". Vi skriver frem og tilbage og han sender mig et billede af sig selv i bar overkrop. At sige han var flot er en grov underdrivelse. Den første tanke der slår mig er: "Har han set min profil? Skriver han til mig ved en fejl? Hvad sker der her? Han kan da umuligt synes jeg er attraktiv!" og sådan fortsætter det ellers. Vi snakker om alt og intet, og pludselig er klokken 3 om natten og jeg skal op og i skole næste dag. Jeg indrømmer gerne at tanken om ham giver mig et sug i maven. Men det er ikke kun et rart sug, det er også den der nagende følelse af at jeg bliver snydt, at der er noget jeg ikke ved.
Jeg kender da også et par af hans ekskærester; billedskønne, tændstiktynde og tatoverede. Jeg er ingen af delene. Pludselig føler jeg en ubærlig trang til at gøre noget ud af mig selv. Tabe mig bare for at han vil synes om mig.
Jeg er bange for at det hele er en syg joke, at det er løgn, at jeg er til grin.
Jeg er endnu mere bange for at det er ægte, for hvordan skal han kunne lide mig, når jeg ikke engang kan kigge mig selv i et spejl.
Hvad hvis jeg ikke er god nok?