Jeg bilder mig selv ind at nogen faktisk læser det jeg skriver. At dette ikke bare er et sort hul, hjemsøgt af en deprimeret teenager. Jeg vil ikke være kendt, eller leve af at blogge. Jeg føler mig bare så frygteligt svag når jeg taler med folk om hvordan jeg har det. Når jeg skriver her, føler jeg mig ikke halvt så sårbar og det er nok den eneste grund til at jeg malker mit indre for følelser og fingermaler dem på det lærred jeg kalder min "blog".
Er du derude kære læser. Er du bare en rest af min fantasi eller er du mere virkelig end jeg tør håbe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar