Noget om søvn

Når problemet er søvn. Mere specifikt, mangel på denne.
Jeg har ofte svært ved at sove, og jeg kan ikke tælle på to hænder hvor mange gange jeg har ligget vågen hele natten i løbet af de sidste par måneder. Jeg kommer ind i en ond cirkel, hvor jeg ligger vågen hele natten, sover den halve dag, og så ligger jeg vågen endnu en nat. Jeg kender efterhånden mig selv godt nok til at kunne genkende tegnene for hvornår jeg har fået for lidt søvn. Det hele starter i maven; en knugende fornemelse af at der er et eller andet galt. Herefter kan jeg mærker det i mine arme; en form for ufrivillig trækken der gør det umuligt at ligge stille. Herefter får jeg kvalme og til sidst falder jeg i søvn.
Jeg er dårlig til at falde i søvn.

Familie

Når problemet er familie. Mere specifikt, mangel på overskud til denne.
Jeg har en stor familie på min mors side og en meget lille familie på min fars side. Da mine forældre har været skilt siden jeg var 4 har jeg ofte holdt jul det ene sted og så nytår det andet. Jeg er dårlig til store familier. Delvist sandt. Jeg er dårlig til små familier. Delvist sandt. Jeg er god til at forsvinde i mængden når vi er 14 til jul. Jeg kan sætte mig hen i et hjørne med en bog og ignorere alle, men når vi er få er jeg tvunget til at deltage og det kan jeg ikke overskue.
Jeg er dårlig til at small-talke og dårlig til at engagere mig i min familie.
Jeg er et dårligt familiemedlem.

Motivation

Når problemet er motivation. Mere specifikt, mangel på motivation.

Jeg er dårlig til at motivere mig selv. Dårlig til at tage mig samme og få det overstået. Så jeg sidder altid i sidste øjeblik, grædende, pumpet fuld af kaffe, og kæmper med en opgave jeg har haft en måned til at lave. Jeg har 2 uger til at skrive min SRP. 14 dage. Der er nu gået 6 dage, og jeg har ligger og grædt de 4 af dem. Jeg kan ikke komme igang. Jeg har 8 dage tilbage. Jeg er dårlig til at gøre noget ud af afleveringer. Jeg er endnu dårlige til at modtage kritik for en aflevering jeg ikke har gjort nok ud af. Jeg er dårlig til at gå i skole.

Min sårbarhed har snart spist halvdelen af mine skrivedage og jeg er grædefærdig.

Mad

Når problemet er mad. Mere specifikt mangel på beherskelse af denne.

Jeg har ingen selvkontrol. Jeg har ingen grænse. Jeg spiser når jeg er glad. Jeg spiser når jeg er ked af det. Jeg spiser når jeg er sur. Jeg spiser til nogen stopper mig. Jeg har gennem hele min barndom skulle skelne mellem min mors ansigtsudtryk for ikke at spise for meget. Hun kigger på mig på den der måde. Hendes øjne siger stop. 

Når jeg ikke er opmærksom, misser jeg signalet. Misser jeg signalet er konsekvensen den ultimative ydmygelse. "Nu ikke mere, vel?" 

Tag ikke fejl, dette er ikke et spørgsmål. Det er den ultimative hån. 

Selvskade

Når problemet er selvskade. Mere specifikt, mangel på selvskade.

Jeg er dårlig til at håndtere situationer hvor jeg ikke har kontrol. Situationer hvor jeg bliver udstillet. Situationer hvor jeg bliver flov. Jeg selvskader istedet for at håndtere situationer.

Når jeg tvinges til at håndtere en situation, og selvskade ikke er en mulighed, går jeg i opløsning. Jeg smelter væk og det eneste der er tilbage er UDYRET. UDYRET er en trykken i maven, som en glohed knude af undertrykt vrede. UDYRET bider, spytter og hvæser af det uvidende publikum. Bagefter sidder jeg tilbage med et sug i maven. UDYRET fik stjålen taletid og så står jeg dér med konsekvenserne.

Venner

Når problemet er venner. Mere specifikt, mangel på disse.

Jeg er god til at få venner. Delvist sandt. Jeg er godt til at håndtere situationer, hvor ingen kender hinanden. Jeg er god til at starte samtaler, når jeg er på kurser og alle er fremmede. Men når jeg sidder i min valgfagsklasse, med 10 andre elever, kan jeg ikke engang sige "hej!". De kender allerede hinanden. De har ikke brug for mig. 

Jeg er dårlig til at få venner når folk kender hinanden i forvejen. Jeg er dårlig til at holde kontakten. Jeg er dårlig til at holde på mine venner.

Jeg er en dårlig ven.

Selvværd

Når problemet er selvværd. Mere specifikt mangel på denne.

Jeg har svært ved at tro på, at andre vil mig det godt. At de fortæller mig sandheden, når de siger jeg har smukke øjne. Når de spørger om jeg har tabt mig. Når de siger jeg ser godt ud. Jeg tror ikke på det. 

Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil.

Jeg finder på langt ude historier om at de har tabt et væddemål, snyder mig for sjov, eller bare lyver for at se hvor naiv jeg er. Min egen værste fjende. For hvem kunne da elske en som mig?