Jeg har ingen selvkontrol. Jeg har ingen grænse. Jeg spiser når jeg er glad. Jeg spiser når jeg er ked af det. Jeg spiser når jeg er sur. Jeg spiser til nogen stopper mig. Jeg har gennem hele min barndom skulle skelne mellem min mors ansigtsudtryk for ikke at spise for meget. Hun kigger på mig på den der måde. Hendes øjne siger stop.
Når jeg ikke er opmærksom, misser jeg signalet. Misser jeg signalet er konsekvensen den ultimative ydmygelse. "Nu ikke mere, vel?"
Tag ikke fejl, dette er ikke et spørgsmål. Det er den ultimative hån.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar