Gymnasiet

Når problemet er gymnasiet. Mere specifikt, mangel på deltagelse i denne.
Jeg har ofte svært ved at komme ud ad sengen. Jeg kan ligge i flere timer og stirre op i loftet, for alt er bedre end at tage i skole.
Det er ikke fordi jeg har svært ved undervisingen, tværtimod. Jeg får gode karakterer når jeg faktisk møder op. Jeg har svært ved at tage i skole, fordi jeg ved at folk kigger på mig. De kigger på mig og taler om mig. Når sengen vinder og jeg pjækker fra en uoverskuelig skoledag, er det som om en kæmpe byrde er blevet løftet fra mine skuldre.
Dagen efter er som regel endnu værre, for nu skal jeg forsvare hvorfor jeg ikke var i skole dagen før. Folk kigger på mig og taler om mig og spørger om hvorfor jeg ikke kom i skole. Pludselig har jeg ikke været i skole i en uge og bare tanken om at tage derhen får mig til at ryste.
Jeg er dårlig til at lave mine lektier og deltage i undervisningen.
Jeg er dårlig til at gå i skole.

Selvmordstanker

Når problemet er selvmordstanker. Mere specifikt, frygt for disse.
Jeg tænker ofte på hvordan det er at dø. Jeg har ofte lyst til at dø, og det gør mig virkelig bange. Jeg overvejer ofte hvordan jeg vil dø, hvilket egentlig er en meget beroligende tanke, sært nok. Jeg ville aldrig tage en overdosis af piller. Jeg ville aldrig hoppe ud fra en høj bygning. Jeg ville måske hoppe ud foran et tog. Jeg ville helt sikkert gå ud foran en bil.
Jeg har et sært forhold til at køre bil. Jeg kan godt lide at køre bil, men ikke alene. Når jeg er alene tænker jeg på alle de måder jeg kunne køre galt. Når jeg kører på broer forestiller jeg mig alle de måder jeg kunne køre ud over broen og styrte ned i dybet. Når jeg kører med 120 km/t på motorvejen kan jeg mærke hvordan det gibber i mig, hvordan jeg ligepludselig får en næsten ustyrlig lyst til hamre bremsen i bund eller dreje skarpt på rettet.
Jeg er bange for at jeg en dag ikke kan styre det.