Jeg ligger ofte vågen. I mange timer - selvom jeg burde sove. Jeg frygter livet og drukner i bekymringer. Min dyne skiftevis kvæler mig og skærmer mig mod omverden.
Klokken er elleve og i et ynkeligt forsøg på at finde ro, genkalder jeg mig de mange yogatimer, jeg modvilligt tog del i i 8. klasse. Jeg tvinger min puls i jorden gennem vejrtrækningsøvelser, men min krop er spændt som en flitsbue. Muskler sitrer og en konstant summen runger i min øregang. Sekunderne bliver til minutter og minutterne til timer. Jeg giver op.
Klokken er tolv og efter en times nedstirren af mit intetsigende hvide loft, overgiver jeg mig til tankemylderet. Usammenhængende tanker hærger mit slidte sind. Filer på min tålmodighed som en folkeskoleelev under "fri leg" i sløjd.
Klokken er et og jeg har for tredje gang gennemgået den foregående dag systematisk, kun med øje for de ting jeg gjort forkert. Skånselsløst tvinger jeg mig selv til at gennemleve mine værste øjeblikke igen og igen.
Klokken er to og jeg ransager desperat mit sind for distraktioner.
Klokken er tre og hele min krop ryster af vrede. Jeg vil så gerne lukke mine øjne og forsvinde ned i søvnens dyb, men min hjerne forbyder mig den frihed. Jeg kan ikke engang sove om natten - jeg hjemsøger mig selv.
Klokken er fire og jeg kan høre fuglene kvidre hånligt uden for mit vindue. Endnu en nat spildt på mit lave selvværd. Min udpinte krop skriger efter hvile, og jeg mærker hvordan hver og en af mine celler modarbejder mit ubrugelige sind.
Klokken er fem og jeg overvejer med tårer i øjenkrogen den kommende dags farer. Alene tanken om at tage i skole, får det til at løbe mig koldt ned af ryggen.
Klokken er seks og min mors vækkeur ringer nådesløst. En sløv knirken fra naboværelset afslører at min mor er vågnet. Mit værelse oplyses af den grå morgenhimmel. Endnu en dag uden sol.
Klokken er syv og min mor hvæser "Stå nu op!" for 8. gang på en time. "Gå tidligere i seng" siger hun bedrevidende. Jeg samtykker bekræftende og kravler ud fra den hule jeg kalder mit værelse. Med slæbende skridt forcerer en usynligt kraft mig ud i samfundet igen. Jeg kæmper ikke engang imod mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar